Læreplanstemaer

I Børnehuset Hellebæk har vi valgt, at arbejde ud fra syv overordnede læreplanstemaer

 

 

Den alsidige personlige udvikling

Vi fagpersoner omkring børnene sørger for, at barnet får plads og mulighed for, at udfolde sig og opleve at kunne selv. Det enkelte barn får dermed mulighed for, at udvikle sig som et selvstændigt, stærkt individ, der kan tage initiativ og have medbestemmelse.

Som 0- 3 år kan det f.eks. være ved, at erhverve sig færdigheder som, at sidde, kravle, spise og drikke selv, rejse selv og begynde at gå, at udvise interesse og opmærksomhed for andre børn, efterligne andres handlinger og sætte ord på enkelte handlinger, at lege ved siden af andre – parallellege, at lege simple rollelege og danne venskaber.

Som 3-5 årig kan det være ved, at udvikle færdigheder såsom selvtillid og vedholdenhed, fantasi og kreativitet, selvstændighed og selvhjulpenhed, kendskab til egne styrker og færdigheder og at kunne foretage valg og sætte grænser.

Udvikling af sociale kompetencer

Som fagpersoner omkring børnene støtter vi dem i deres udvikling af sociale kompetencer. Disse udvikles gennem erfaringer med forskellige sociale processer f.eks. handling og passivitet, ansvar og ansvarsfrihed, styrke og svaghed, magt og afmagt, nærhed og konflikt. Sociale kompetencer udvikles ved, at indgå i relationer og samspil og derved også danne venskaber.

Sociale kompetencer i 0 – 3 års alderen er f.eks., at kunne udtrykke følelser og se og forstå andres behov, at kunne skabe kontakt til andre og etablere gensidige relationer til andre børn og voksne, at kunne argumentere, forhandle og samarbejde om fælles mål i f.eks. legen, at vide hvordan man handler i forskellige situationer, at kunne danne kammeratskaber og indgå i venskaber.

Sociale kompetencer i 0-5 års alderen er f.eks. evnen til, at kunne føle og udtrykke medfølelse for andre, at kunne etablere fællesskaber med andre, at kunne tilsidesætte egne behov, at være aktiv deltagende i konfliktløsning, at kunne respektere andres forskelligheder, at kunne ”aflæse” en leg og invitere sig ind i et legefællesskab.

Krop og bevægelse

Som fagpersoner er vi bevidste om værdien af at skabe rum, tid og relationer som giver mulighed for, at børnene kan udvikle deres grov- og finmotoriske kompetencer med udgangspunkt i deres aktuelle udviklingsniveau, udvikle deres styrke, udholdenhed og bevægelighed med udgangspunkt i deres aktuelle funktionsniveau, få varierende og mangfoldige bevægelsesmuligheder, som både vedrører dagliglivets færdigheder, idræt og æstetiske udtryksformer, få varierende og mangfoldige bevægelsesmiljøer der bygger på og stimulerer deres egne bevægelsesbehov og interesser - særligt ved, at bruge de muligheder der ligger i naturen og årstiderne.

Natur og naturfænomener

Vi vægter at børnene – måde store og små skal opleve og lære hvordan naturen kan bruges til, at lege, opleve og eksperimentere i alle årstiderne og i alt slags vejr. Vi er bevidste om, at de voksne skaber rammerne for børnenes oplevelser og at børnene derfor skal møde nysgerrige voksne der naturfagligt kan udfordre og understøtte børnenes eksperimenterende virksomhed.

Vi ønsker at børnene skal have mulighed for, at lære om dyrkning af jord - at de får forståelse for sammenhængen mellem jord, frø, planter, sol, regn og vores krop. For at få denne forståelse ønsker vi, at børnene skal være en del af processen i praksis. Vi arbejder derfor med vores koncept fra have til mave hvor vi er ved, at lave køkkenhave og vil bruge afgrøderne i vores mad sammen med børnene som en del af en pædagogisk proces.

Børnene skal opleve og lære glæden ved sanselige oplevelser i og med naturen, samt at bruge alle deres sanser i naturen, at undersøge og stille spørgsmål til det, de oplever om naturen og naturfænomener, at naturen kategoriseres i f.eks. størrelse, antal, vægt og form, at kende og bruge forskellige materialer og teknikker, at værdsætte og passe på naturen.

Som naturfænomen indgår læring om matematiske ord og begreber også. Vi ønsker at stimulere børnene således, at de får f.eks. får kendskab til begreberne: stor, lille, meget lidt, lang, kort, høj, tyk, tynd, hård, blød, tung, let, våd, tør, kold, varm, lys og mørk. Begreberne op, ned, over, under, inde, ude, indeni og uden for, foran, bagved og ved siden af, at kende forskel på tal og bogstaver, at have kendskab til, at der er sammenhæng mellem tal og mængder og at tallene er symboler for forskellige mængder, have kendskab til, at tallene er nyttige redskaber, som kan hjælpe i hverdagen - f.eks. når vi bager, og kende til konstruktion af simple mønstre.

Nærvær og indre ro

Tempoet i vores samfund går stærkt – både for børn og voksne. At lære at finde ro i sig selv - at være nærværende i sig selv, i sine aktiviteter og i sin relation med andre ser vi som en vigtig pædagogisk opgave og dermed et fokuspunkt for os voksne omkring børnene i Børnehuset Hellebæk.

At skabe rum for og igangsætte aktiviteter som giver mulighed for, at øve sig i at være til stede i det man laver og med dem man laver det med, samt at øve sig i at finde indre ro bl.a. via yoga, meditationsøvelser, drømmerejser og lignende aktiviteter tilpasset aldersgruppen.   

Den sproglige udvikling

Vi er bevidste om at interaktionen mellem børn og voksne spiller en afgørende rolle i børns sprogtilegnelse og at sprog tilegnes når barnet oplever og afprøver det i forskellige sammenhænge. Vi finder det derfor vigtigt, at skabe masser af mulighed herfor. Sprogstøttende aktiviteter foregår således løbende gennem dagen både i dagligdagens rutiner og i pædagogiske aktiviteter. Vi prioriterer ligeledes, at lave små grupper med særligt fokus når vi oplever børn der har behov herfor.

Eksempler på 0-3 års sprogudvikling er pludren, afprøvning og tilegnelse af lyde og ord, enkeltstående ord som betegner genstande, ordforrådet udvides, og der skabes sammenhæng mellem ordene, forstå korte beskeder og agere ud fra det, spørge ind til benævnelse af genstande og selv gentage, at lære overbegreber f.eks. frugt som overbegreb for æbler og pærer, små sætninger/fortællinger fra barnet og opmærksomhed på fler- og nutidsbøjninger.

Eksempler på 3-5 års sprogudvikling er, at deltage og selv tage initiativ til dialog med andre børn og voksne, fortælle historier om egne oplevelser, kan ”forhandle” en leg, kan deltage aktivt i, at løse uoverensstemmelse med andre børn, kan genfortælle en historie, anvende et nuanceret ordforråd, kan skelne lyde fra hinanden f.eks. i rim, kan opdele og sammensætte ord og stavelser, kan bruge forholdsord (over, under, ved siden af osv.) og har kendskab til bogstaver og tal.

Kultur og kulturelle udtryksformer

At give børnene mulighed for, at opleve forskellige former for kulturbegivenheder og kulturelle udtryksformer, at formidle kulturelle oplevelser og at give børnene udfordringer af æstetisk og kreativ karakter, har vi i Børnehuset Hellebæk mange års tradition for.

De små stimulerer vi bl.a. ved historiefortælling, højtlæsning, musik, dans, at tegne, male, eksperimentere med enkle visuelle udtryksformer og materialer. Som børnene bliver større og mere fortrolige med materialer og dem selv, tilbydes de forskellige kreative processer med et varieret udbud af materialer. Vi er bl.a i færd med, at ind kooperere elektroniske medier i vores hverdag, bl.a. ved f.eks., at børnene selv tager fotos og bruger det som element i egen historiefortælling. At opleve forskellige kunstnere f.eks. musikere, skuespillere, billedkunstnere, dansere eller lignende., at deltage i forskellige aktiviteter, som indeholder musiske og æstetiske udtryksformer, at opleve lokalmiljøets særpræg og kulturinstitutioner som f.eks. biblioteker, museer og andre faciliteter og ved at få indblik i andre menneskers kulturelle baggrund og livsformer, samt at opleve tilbagevendende traditioner og begivenheder.